Din teenager kan finde ro med dig. Men ikke i skolen. Her er hvorfor.

Mange forældre oplever det samme paradoks: derhjemme kan I sagtens finde ro sammen, men skolen melder om uro, konflikter eller en teenager, der ikke kan falde til ro i klassen. Det er ikke en modsigelse — det er et mønster med en forklaring. Denne artikel viser dig hvorfor, og hvad du konkret kan gøre ved det, både derhjemme og i klasseværelset.

Kernen i det hele

Reguleringsevne er situationsbestemt — ikke generel

Hvorfor det sker

Psykolog Rikke Yde Tordrup peger på en central pointe: reguleringsevnen er ofte slet ikke generel, men situationsbestemt. Et barn kan sagtens regulere sig sammen med én voksen derhjemme — men aldrig have øvet det samme i en gruppe. Når barnet så sættes sammen med 25-28 andre unge i en klasse, falder det tilbage på det, det har øvet: at regulere sig op ad de andre unge, ikke op ad den voksne. "De kan sagtens finde ro med mig, men ikke i skolen" er derfor ikke en modsigelse — det er præcis, hvad man kan forvente, når reguleringsevnen aldrig har fået lov at øve sig i en gruppe.

Det bygger på samme grundmekanisme som resten af udviklingspsykologien: regulering internaliseres gennem gentagne, forudsigelige samspil med en voksen — men kun i de sammenhænge, det er blevet øvet i. Er den eneste øvebane én-til-én derhjemme, er det også der, evnen er stærkest forankret.

– Fra AKT-pædagog til forælder.

Kilde: Rikke Yde Tordrup, klinisk psykolog, børn og unge, med reference til Dansk Psykologforening, Normering og trivsel (2019); Rosanbalm & Murray (2017), Co-Regulation Across Development, Administration for Children and Families; Hart, Neuroaffektiv udviklingspsykologi.

Baggrund

Hvorfor fylder det så meget lige nu i Danmark?

Situationen ovenfor findes i hele verden. Men tre danske forhold gør, at danske børn og unge får særligt lidt øvebane med voksne i gruppesammenhænge:

Tidlig og udbredt institutionalisering

90% af danske 0-2-årige og 98% af 3-årige går i dagtilbud — en af verdens højeste andele. Børn møder jævnaldrende i store doser, meget tidligt, mens øvebanen med voksne i gruppe forbliver lille.

Oplevelsen af for få voksne

Normeringsdebatten fylder med god grund i Danmark — mange pædagoger og forældre oplever, at der ikke er tid nok til den tætte kontakt, reguleringen kræver. (Forskningen er faktisk delt her: internationale sammenligninger viser, at Danmark har relativt gode normeringer set udefra — men det ændrer ikke ved, at presset i hverdagen opleves som reelt.)

Mere skærmtid

Skærmtiden hos danske børn er steget markant de seneste år og fortsætter med at stige gennem opvæksten — tid, der ellers kunne være gået til nærvær med en voksen.

Det er ikke et spørgsmål om, at du gør noget forkert som forælder. Det er et spørgsmål om de rammer, danske børn vokser op i lige nu. Men rammerne betyder ikke, at du er magtesløs — resten af artiklen viser, hvad du konkret kan gøre inden for dem.

Kilde: POV International / Ringsmose (Aalborg Universitet); DØRS, Kapitel IV: Tidlig indsats (2021); SDU, Skærmbrug blandt danske børn (2023-2024).

Sådan ser det ud i klassen

Uro i klassen er sjældent et disciplinproblem

Hvad forskningen faktisk viser

Ny dansk forskning (Waleng, RUC 2024) peger på noget andet: uro opstår ofte, fordi eleverne bruger timen på at "genforbinde sig" til hinanden efter konflikter i frikvarteret — ikke fordi de mangler regler. Sæt 25-28 elever sammen, der alle er vant til at regulere sig op ad hinanden frem for op ad en voksen, og det er præcis den uro, der opstår. Danske lærere bruger nu 16% af undervisningstiden på ro og orden, en stigning på 4 procentpoint siden 2018 (TALIS 2024). At sende elever ud af klassen forværrer ofte mønstret snarere end at løse det.

Kilde: Waleng (2024), ph.d.-afhandling, RUC; TALIS 2024, Børne- og Undervisningsministeriet; Plauborg, Undervisningsforstyrrende uro i skolen, DPU.

Ekstra uro er forventeligt i starten af 7. klasse

Mange skoler danner nye klasser, når eleverne starter i udskolingen — ofte med elever fra andre skoler eller klasser blandet sammen. Det er derfor, mange skoler bevidst lægger relationsarbejde og "ryste-sammen-ture" ind i de første uger. Hele klassen skal genfinde sin plads på samme tid, som puberteten sætter ind — så mere uro end normalt de første måneder er forventeligt, ikke et tegn på, at noget er galt. Det falder typisk, når de nye relationer sætter sig.

Forventeligt mønster ud fra skolepraksis og Waleng-forskningen ovenfor — ikke en selvstændigt tallsat undersøgelse.

En anden tilgang: øv reguleringen op ad en voksen — i gruppe

Hvis kernen er, at eleverne aldrig har øvet at regulere sig op ad en voksen i en gruppe, er løsningen at give dem præcis den øvelse. Rikke Yde Tordrup kalder sin metode øjenbrynsregulering: den voksne siger ingenting, gør ingenting, bare skifter blikket roligt mellem uret og gruppen. Efter et stykke tid stopper én med at tale, en anden sætter sig, en tredje dæmper sig selv — kollektiv selvregulering guidet af en voksens ro i stedet for kommando. Det virker, fordi det ikke inviterer til forhandling eller trods, sådan som et "vær nu stille!" ofte gør — og fordi det er præcis den øvebane, eleverne ellers mangler.

Praksismetode, ikke forskningsresultat. Kilde: Rikke Yde Tordrup, klinisk psykolog, børn og unge.

Sådan bruger du det derhjemme

Byg bro fra det, din teenager allerede kan

Din teenager kan ofte allerede regulere sig sammen med dig. Opgaven derhjemme er ikke at lære dem det fra bunden — det er at udvide øvebanen, så evnen også virker, når der er andre til stede.

Det, der virker

Regulering internaliseres gennem gentagne, forudsigelige samspil — ikke gennem det store opgør, men gennem de mange små øjeblikke, hvor du er rolig, tilgængelig og ikke presser på for svar.

Brug foreningslivet

Går din teenager til fodbold, spejder, dans eller andet med en fast voksen som leder, har du en oplagt øvebane lige ved hånden. Bed dem lægge mærke til træneren eller lederen: hvornår signalerer kropssproget, at nu skal der være ro? Hæver stemmen sig, eller bliver den lavere og roligere? Hvordan reagerer resten af holdet? At lære at aflæse og følge de signaler op ad en anden voksen end dig selv, er præcis den øvelse, der ellers mangler.

En konkret øvelse er overgangen fra høj til lav aktivitet — fra kamp eller leg til samling, fra larm til stilhed. Det er den samme evne, klasseværelset kræver, bare i mindre skala, og med en anden voksen som anker end dig.

– Fra AKT-pædagog til forælder.

Kilde: Rosanbalm & Murray (2017), Co-Regulation Across Development, Administration for Children and Families; Hart, Neuroaffektiv udviklingspsykologi.